Om Center for Familiepleje

  • Om Center for Familiepleje
Center for Familiepleje uddanner og rådgiver plejefamilier - og sikrer det rigtige match mellem børn og familier

Center for Familiepleje er Københavns Kommunes familieplejeorganisation og blev etableret i 2004 for at fremme brugen af familiepleje. I dag bor mere end halvdelen af de anbragte børn og unge i plejefamilier.

To centrale opgaver: rekruttering og vejledning

Centret har to helt centrale opgaver: For det første skal vi rekruttere plejefamilier til døgnpleje og aflastning, så alle de børn og unge, som har brug for det, kan vokse op i en plejefamilie eller få et tilbud om weekendaflastning. Centret foretager cirka 200 match til døgn- eller weekendpleje om året, hvorfor der altid er brug for flere gode plejefamilier.

Dernæst er det centrets opgave at sikre kvaliteten i anbringelserne ved at rådgive og vejlede plejefamilierne. God vejledning af plejefamilier fremmer barnets trivsel og udvikling, støtter barnets skolegang og fremmer de mål, som er fastsat i barnets handleplan.

Tilbud om efteruddannelse og supervision

Til pleje- og aflastningsfamilier tilbyder centret efteruddannelse i form af kurser og temaaftener samt netværksgrupper. Plejefamilier er efter serviceloven forpligtet til at gennemføre efteruddannelse hvert år i et omfang svarende til mindst to dage, og det er centrets opgave at udbyde relevante kurser. For aflastningsfamilierne er der tale om et frivilligt tilbud.

I visse tilfælde kan plejefamilier få bevilget professionel supervision, når indsatsen med plejebarnet eller den unge er særligt udfordret. Formålet med supervision er at understøtte plejefamiliens indsats og forebygge sammenbrud i vanskelige situationer.

Vidensbaseret praksis

En væsentlig side af Center for Familieplejes opgave er at virke som videnscenter og gennem projekter, studier og undersøgelser på familiepleje- og anbringelsesområdet at bidrage til ny viden, bedre metoder i det sociale arbejde og en højere kvalitet i kommunens arbejde.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.