READ - dialog om læsning skal styrke plejebørns sproglige udvikling

  • Far læser med barn
Formålet med projektet er at forbedre anbragte børns sproglige færdigheder via dialogisk læsning

VABU og TrygFondens Børneforskningscenter har sat gang i projektet READ i plejefamilier. Formålet er at forbedre anbragte børns sproglige færdigheder, så de får mulighed for at opnå bedre trivsel og styrke deres muligheder for dannelse af relationer til andre børn og voksne – et vigtigt fundament for senere at klare sig godt i skolen.

Projektet tager udgangspunkt i metoden ’Dialogisk læsning’, som handler om at have en dialog med barnet om de tekster, som bliver læst højt. Dialogisk læsning har været afprøvet både i udlandet og i Danmark, og begge steder har det givet positive resultater for sprogudvikling hos børn i dagtilbud.

Plejeforældre er blevet inviteret til at deltage

Invitationer til plejeforældre med plejebørn i alderen 3-6 år, som endnu ikke går i skole, er blevet udsendt indenfor første halvdel af maj måned 2018. De plejeforældre, som deltager i projektet, skal læse højt for og med deres plejebørn i ca. 10-20 minutter mindst tre gange om ugen i fem måneder. Men i modsætning til traditionel højtlæsning, hvor barnet er passiv modtager af den voksnes læsning, bruger man dialogisk læsning til at inddrage barnet i små dialoger undervejs. Plejefamilierne vil få tilsendt bogpakker med aktuel børnelitteratur, som de kan læse med børnene, samt guides til litteratur, som de kan låne på biblioteket eller finde online.

Sideløbende vil deltagende plejeforældre komme på to kursusdage, hvor de får instruktioner til dialogisk læsning, hjælp til at vælge de rigtige materialer og sparring med andre plejeforældre. Og under hele forløbet vil der være opfølgning og støtte fra plejefamiliens familieplejekonsulent og projektets tovholder i kommunen.

Evaluering skal bruges til at lave anbefalinger

For at kunne måle effekten af projektet skal børnenes sproglige og socioemotionelle kompetencer testes ved projektets start og ved afslutningen på indsatsen. Målingen bliver suppleret af kvalitative enkeltinterview med en andel af de deltagende plejeforældre og børn før og efter læseperioden. Disse interview giver indblik i, hvordan plejeforældre og børn oplever forløbet og kan blandt andet give input til en vurdering af, hvorvidt Center for Familiepleje fremadrettet vil anbefale kommende plejefamilier med børn i børnehavealderen at læse efter metoden med deres plejebørn.

Projekfinansiering: TrygFonden

Projektperiode: April 2018 - december 2019

Projektleder: Line Klyvø

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.