Tæt støttede opstartsforløb til plejefamilier

  • Barn leger
    Foto: Colourbox.com
Center for Familiepleje tilbyder nu intensiv støtte til plejefamilier i forbindelse med nyanbringelser

’Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb’ er et intensivt støtteforløb til plejefamilier, der har fået et nyt barn i pleje. Formålet med opstartsforløbet er at give jer som plejefamilie og plejebarnet en god begyndelse sammen, som kan danne grobund for en tryg, udviklende og bæredygtig anbringelse.

Tæt støttede opstartsforløb er kommet i brug i Center for Familiepleje fra 1. juli 2019 for alle nye anbringelser – uanset om det er første gang, familien har et barn i pleje, eller om familien tidligere har haft ét eller flere anbragte børn.

Undervisningsmoduler med fokus på praksis og handling

Opstartsforløbet er opbygget af 15 undervisningsmoduler, der rummer temaer som eksempelvis den tryghedsfremmende plejefamilie, samarbejde med biologisk familie og dynamik i plejefamilien, overgrebsproblematikker mv. Opstartsforløbet er udformet praksisnært og handlingsorienteret, således at den viden, I får, kan omsættes til praksis via redskaber og øvelser. Til opstartsforløbet er der knyttet temasupervisioner, e-læring og logbog for jer som plejeforældre.

Det er den nye lovgivning – ”Mere kvalitet i plejefamilier” – der trådte i kraft 1. juli 2019, som danner baggrunden for udviklingen af Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb. Ifølge de nye bestemmelser i serviceloven skal alle kommuner sørge for, at plejefamilier, når de får et nyt plejebarn anbragt hos sig, får en intensiv støtte det første år af en anbringelse (SEL § 66 c, stk.2). Videnscenter for Anbragte Børn og Unge/Center for familiepleje og VIA University College har sammen udviklet det nye koncept på vegne af Socialstyrelsen.

Planlægning skal ske sammen med jeres familieplejekonsulent

Som plejefamilie skal I undervejs i et tæt støttet opstartsforløb deltage i følgende aktiviteter:

  • Formøde mellem jer og jeres familieplejekonsulent. Formødet bruges til, at I sammen planlægger jeres opstartsforløb ud fra jeres kendskab til plejebarnets behov og jeres forudsætninger som plejefamilie
  • Undervisning i de udvalgte moduler
  • Temasupervision(er), som er knyttet til et undervisningsmodul. Temasupervision foregår sammen med jeres familieplejekonsulent, hvor I kan arbejde videre med problemstillinger, der har relevans til modulets indhold og jeres nye plejebarn. En temasupervision vil altid ligge i forlængelse af et undervisningsmodul, men I kan også tilvælge en ekstra temasupervision på et senere tidspunkt
  • E-læring tilknyttet modulerne som understøttende læringselementer. Jeres familieplejekonsulent sørger for, at I får adgang til undervisningsmaterialerne
  • Logbogsøvelser tilknyttet undervisningen i de enkelte moduler samt øvelser, der kan anvendes forud for eller efter undervisningen

Oversigt over undervisningsmodulerne

Der er seks generelle undervisningsmoduler med fokus på temaer, som er relevante for de fleste plejefamilier, og ni temamoduler, der har fokus på specifikke temaer knyttet til alder, særlige problemstillinger med mere. Til hvert modul er der en logbog med øvelser samt materiale til at understøtte en temasupervision.

Alle undervisningsmoduler starter op kl. 10.00 i Svendborggade.

Generelle moduler har et omfang, der svarer til 2,5 timers undervisning, dialog, refleksion og øvelser.

Temamoduler har et omfang, der svarer til 2 timers undervisning, dialog, refleksion og øvelser.

Temasupervisionerne varer 1,5 time og lægger sig i forlængelse af det undervisningsmodul, I har valgt - det gælder både generelle moduler og temamoduler. I forbindelse med temasupervisionen er der indsat en 1/2 times frokostpause i forløbet.

Nedenfor kan I læse om de generelle moduler og temamodulerne og se, hvilke datoer de bliver udbudt i Center for Familiepleje. På formødet med jeres familieplejekonsulent planlægger I sammen jeres tæt støttede opstartsforløb og beslutter, hvilke undervisningsmoduler, der skal indgå I jeres forløb. På det møde kan I også tilmelde jer undervisningsmodulerne på de datoer, som fremgår under teksten om det enkelte modul.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.