Vi mangler godkendte familier
Hvert år får omkring 100 københavnske børn et nyt hjem hos en plejefamilie. Og i øjeblikket mangler vi både pleje- og aflastningsfamilie til børn i København og omegn, Sjælland og i nogle tilfælde hele landet. Du kan læse mere om nogle af børnene nedenfor.
Det er ikke altid nogen dans på roser at være pleje- eller aflastningsfamilie, og i Familieplejen København giver vi den hjælp og rådgivning, du har brug for, så du kan sikre barnet tryghed og omsorg. Vi ved, at den tætte relation mellem dig som pleje- eller aflastningsfamilie og vores konsulent er vigtig. Derfor står vi klar til at rådgive og vejlede dig lige fra første dag.
Samtidig kræver det ofte nogle særlige kompetencer at have et barn i pleje eller aflastning. Derfor tilbyder vi relevante kurser, holder temaaftener og arrangerer netværksgrupper. I nogle tilfælde, hvor barnet er særlig udfordret, tilbyder vi også psykologisk supervision.
Det ændrer sig hele tiden, hvor mange og hvilke børn, vi mangler familier til. Derfor er du også meget velkommen til at sende din godkendelse fra Socialtilsynet til os på familieplejen@kk.dk. Så kontakter vi dig, når vi får en opgave, der passer til dig og din familie.
Er du ikke godkendt som pleje- eller aflastningsfamilie - men ønsker at blive det? Læs, hvordan du kan blive godkendt her.
Plejefamilier søges
- Forstærket/specialiseret plejefamilie (kan bo i hele landet) til søskendepar på 13 og 14 år
- Gør en forskel - bliv fritidsfamilie
Aflastningsfamilier søges
- Aflastningsfamilie max en times kørsel fra København til søskendepar på 4 og 2 1/2 år hver 2. weekend
- Aflastningsfamilie på Sjælland til tvillingedrenge på 9 år
- Aflastningsfamilie max en times kørsel fra København til dreng på 9 år hver 2. weekend
- Aflastningsfamilie på Sjælland til søskendepar - to drenge på 13 og 10 år
- Aflastningsfamilie på Sjælland (gerne Holbækområdet) til dreng på 8 år hver 4. weekend
- Gør en forskel - bliv fritidsfamilie
Fritidsfamilier søges
En fritidsfamilie er en familie, der har overskud i hverdagen og lyst til at støtte 1 eller 2 børn i trygge rammer efter skole og hver 4. weekend. Fritidsfamilien skal kunne modtage 1-2 børn. Børnene er sammen med fritidsfamilien fire dage om ugen og i aflastning hver 4. weekend.