Flere børn får mulighed for at forbedre sproglige færdigheder

04.12.2018
  • Plejemor læser med barn
    Foto: Colourbox.com
160 børn fra 18 kommuner er med i projektet om dialogisk læsning

Videnscenter for Anbragte Børn og Unge (VABU) og TrygFondens Børneforskningscenter har sat gang i projektet READ i plejefamilier for at forbedre anbragte børns sproglige færdigheder. Efter en grundig proces med at finde deltagere, er projektet kommet godt fra land.

- Vi har nu 160 børn og deres plejefamilier med i READ-projektet. De kommer fra 18 kommuner, fordelt på hele landet. Plejefamilierne gør allerede et stort arbejde, og vi kan høre, at de er glade for at komme i gang med dialogisk læsning og få inspiration til at læse på en måde, der styrker børnenes sprog, siger Line Klyvø, projektleder fra Videnscenter for Anbragte Børn og Unge.

Plejefamilier og familieplejekonsulenter på kurser

I november måned har familieplejekonsulenter over hele landet været på kursus i READ, og for øjeblikket er alle plejefamilier i indsatsgruppen fra hele landet på kursus i metoden dialogisk læsning. Kurserne laves og afholdes af Line Klyvø fra VABU og Dorthe Bleses, professor i børnesprog fra Århus universitet.

- Vi oplever et stort engagement og en god stemning på kurserne, og vi ser mange konsulenter og plejefamilier, som er optagede af at gøre det bedste for plejebørnenes læring og trivsel, siger projektleder fra VABU, Line Klyvø.

På kurserne hører plejefamilierne om den forskningsmæssige baggrund for projektet, om børns sprog og får en masse viden, tips og ideer til hvordan de kan læse for og med deres plejebørn med henblik på at understøtte relationen mellem barn og voksen og at styrke børnenes opmærksomhed og sproglige udvikling.

Bogpakke på vej til deltagerne

Plejefamilierne modtager start januar 2019 en bogpakke med 10 børnebøger og læser ca. 3 gange om ugen højt for og med deres plejebarn i en periode på 5 måneder. Forløbet evalueres dels gennem sprogtest af børnene, dels gennem kvalitative interviews med børn og plejefamilier og surveys og vil give indblik i virkningerne af højtlæsningen for børn og plejefamilier.

Projektet tager udgangspunkt i metoden ’Dialogisk læsning’, som handler om at have en dialog med barnet om de tekster, som bliver læst højt. Men i modsætning til traditionel højtlæsning, hvor barnet er passiv modtager af den voksnes læsning, bruger man dialogisk læsning til at inddrage barnet i små dialoger undervejs.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.