Hvordan skaber man det gode match i familieplejeanbringelser? Konference den 25. oktober

20.06.2017
Et godt match mellem barn og plejefamilie er afgørende for en vellykket anbringelse. Men hvad skal der til for at skabe et godt match?

Onsdag den 25. oktober afholder Videnscenter for Anbragte Børn og Unge (VABU) en landsdækkende konference i DGI-byen i København. På konferencen kan du høre om, hvordan VABU i et to-årigt projekt har arbejdet med at udvikle nye metoder til matchning, dvs. arbejdet med at finde den rette plejefamilie til det enkelte barn.

Du vil bl.a. kunne høre om, hvordan møder med børn, forældre og plejeforældre kan øge muligheden for at skabe et godt match. Du får viden om, hvordan man bedst inddrager børn, der står foran en familieplejeanbringelse. Du kan også høre om, hvordan man kan styrke samarbejdet mellem de professionelle. Desuden får du viden om mentaliseringsevne: Hvorfor er det så vigtigt, at plejefamilier har en god mentaliseringsevne, og hvordan kan man som professionel vurdere det?

- Formålet med projektet har været at styrke matchingsprocessen. Fx har vi som en ny metode afprøvet møder mellem familieplejekonsulenten og barnet, og det ser ud til at gøre en positiv forskel. Vi ser frem til at fortælle om vores ny viden fra projektet, siger Signe Bressendorff, projektleder på ’Det gode match’.

Konferencen henvender sig til praktikere, forskere, politikere og andre med interesse for området. Det koster 900 kr. at deltage. Betaling er mulig med EAN nr., bankoverførsel eller via betalingskort.

Se programmet og tilmeld dig konferencen her.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.