Indsatsen for læsefærdigheder skal kvalificeres og fortsætter i 2021

18.03.2020
  • Far læser med plejebarn
    Foto: Colourbox.com
CFF er ved at planlægge de kommende års indsats for plejebørnenes læsefærdigheder - og afventer bl.a. evalueringen fra READ-projektet

Center for Familiepleje har siden 2017 deltaget i to forskellige forskningsindsatser med henblik på at styrke plejebørns læsefærdigheder, Makkerlæsning og READ.

- Vi er optagede af plejebørnenes læring og læsefærdigheder, for vi ved fra forskningen, at der er et efterslæb i forhold til skolegang. Der er også grunden til, at vi er med i forskningsprojekter med læringsindsats, siger Anne Melchior Hansen, faglig leder i Center for Familiepleje.

- Nu er vi ved at få alle resultater i hus, og så skal vi se på, hvordan vi kan bruge det fremadrettet til at understøtte vores plejefamilier. Vi vil for eksempel gerne have kurser om plejebørn og læseindsats klar til 2021. Vi er meget optaget af det her. Københavns Kommune skal være kendt for at vi vægter plejebørns læring og skolegang højt, siger Anne Melchior Hansen.

Indsatserne handler om, at plejeforældre og børn læser sammen

Indsatsen i både Makkerlæsning og READ handler grundlæggende om, at plejeforældrene og barnet læser sammen med brug af bestemt læseteknikker. Dog henvender metoderne sig til forskellige aldersgrupper.

- Makkerlæsning er målrettet skolebørn, som allerede er ved at lære at læse, mens READ er målrettet yngre børn i børnehavealderen, som typisk får læst højt, så det er to forskellige metoder, forklarer Line Klyvø, projektleder i Videnscenter for Anbragte børn og unge og uddyber:

- Makkerlæsning sigter på at dygtiggøre børnene i at læse. Det handler om læsefærdighed samt at styrke deres koncentration omkring det at læse. READ handler mere om at styrke sprog, koncentration, ordforråd og omverdensforståelse ved at plejeforældrene har læst højt for børnene. På den måde lægger READ også et fundament for den senere læsefærdighed hos børnene. Desuden håber vi også at READ kan styrke relationen mellem plejeforældre og børn og give dem én til én tid med hinanden og rart samvær.

Makkerlæsning: lavt deltagerantal i de nationale tests, men stadig nogle positive resultater

READ er finansieret af TrygFonden, og resultaterne kommer til efteråret 2020. Makkerlæsning har kørt i samarbejde med TrygFondens Børneforskningscenter, Socialstyrelsen og Als Research, og resultaterne kom i efteråret 2019.

- Resultaterne fra Makkerlæsning peger i lidt forskellige retninger. Først og fremmest har effektmålingerne i projektet været lidt hæmmet af et deltagerantal på de nationale tests, som har været lidt lavere, end man havde håbet. Men der har dog alligevel været resultater, som peger i en positiv retning, siger Line Klyvø og uddyber:

- Fx er der trivselsmålinger, som viser en forbedring hos børnene i forhold til hyperaktivitet og opmærksomhedsvanskeligheder. Det tænker vi handler om denne her 1-1 tid, som makkerlæsning jo er, hvor man sidder sammen og er koncentreret om noget. Børnene viser mere ro under læsningen, og der er også en afsmittende effekt efter læsningen. Der er også et godt resultat på 'afkodning', som handler om at kunne afkode ordene som en del af læsningen.

1-1 tid giver motivation og selvtillid

Line Klyvø peger også på, at der er positive tendenser i den kvalitative erfaringsopsamling, som baserer sig på interviews med plejeforældrene og børnene.

- Det er klart både de voksne og børnenes oplevelse, at børnene er blevet bedre til at læse. Samtidig har de fået gode erfaringer med 1-1 tid og barnets motivation og troen på egne færdigheder. Det har givet øget selvtillid hos børnene.

Resultaterne fra READ kommer til efteråret 2020

Center for Familiepleje afventer nu, at resultaterne fra READ kommer til efteråret. Så kan erfaringerne fra begge projekter tages med, når kurser for læringsindsatsen i fremtiden skal udstikkes, forklarer Line Klyvø.

- i READ er der mange flere børn og plejeforældre med samlet set i forhold til Makkerlæsning - så her er vi mere sikre på at få kvalificerede målinger og resultater.

Som en del af READ-projektet arbejder Line Klyvø p.t. på en kvalitativ analyse, der baserer sig på interviews med plejeforældre og medarbejdere i de deltagende kommuner. Interviews, som giver viden om READ-metoden og dens effekt ude i familierne.

- Derudover er der lavet interviews med nogle af børnene, som giver et indblik i børnenes perspektiver på bogpakken og højtlæsningen, som også er vigtig viden for os at få, siger Line Klyvø.

Læs mere om evalueringen af Makkerlæsning på Trygfondens Børneforskningscenters hjemmeside.

Kontakt

Line Klyvø

Projektleder
+45 21 35 46 82