Man skal da høre begge parter!

08.06.2015
  • Unge anbragte giver gerne deres erfaringer videre
    Foto: Colourbox.com
Videnscenter for Familiepleje har specialiseret sig i at inddrage børn og unge i deres projekter. Hvorfor? Fordi det giver bedre forskning.

For de unge, betyder det noget, at de får mulighed for at give deres erfaringer videre – og for forskerne kan det både give input til nye vinkler og arbejdsmetoder. Det handler om inddragelse af børn og unge som informanter og medforskere. Noget, som Videnscenter for Familiepleje i Københavns Kommune har gjort til sit varemærke og bl.a. praktiserer i sit projekt om anbragte børn og unges skolegang.

Børn og voksne ser forskelligt på tingene

Er det en god idé at inddrage børn og unge i forskningsprojekter? Svaret er et klart ja, uanset om man spørger forskerne i Videnscenter for Familiepleje eller nogle af de unge, som har deltaget i deres projekt.

Line Klyvø og Sofie Danneskiold-Samsøe, der begge er ansat som projektledere i Videnscenter for Familiepleje, peger på, at de unge har oplevet anbringelse og skolegang på egen krop og derfor må have en privilegeret adgang til at fortælle om det og påvirke praksis. De unge fremhæver, at børn og voksne ikke altid ser tingene fra det samme perspektiv.

”Børn og unge har ikke altid de samme holdninger til ting som voksne. Derfor er det godt at høre, hvad begge parter har at sige.”

En af de unge medforskere i skoleprojektet, Nicolas på 16 år, som i det seneste år har været en del af skoleprojektets særlige ungeforskergruppe, erklærer ligefrem, at han ”elsker ideen med at inddrage børn og unge i forskningsprojekter, fordi det giver mulighed for at høre børnenes syn på de forskellige ting.”

Og hans ungeforsker-kollega, Hatidze på 14 år, supplerer: ”Børn og unge har ikke altid de samme holdninger til ting som voksne. Derfor er det godt at høre, hvad begge parter har at sige. Fx kan der nogle gange være ting, som børnene ikke er så glade for, ting som de voksne måske ikke bemærker. Præcis som det der med at have en sagsbehandler med til skole-hjem-samtaler. Det er vildt ubehageligt for de fleste børn, men de voksne ser det måske ikke som et problem,” uddyber hun.

Et stærkt børneperspektiv

Videnscenter for Familiepleje har flere års erfaring med at arbejde ud fra et stærkt børneperspektiv og i projektet om anbragte børn og unges skolegang, har de to projektledere valgt at inddrage de unge både som informanter og som medforskere. De er dermed gået et skridt videre i forhold til tidligere projekter ved at inddrage unge i alle dele af projektet, lige fra planlægning til analyse og formidling.

”På Roger Harts inddragelsesstige, som beskriver forskellige niveauer for involvering af børn, er vi trådt op på trin 6 ud af 8: Initiativet er taget af voksne, men de unge har indflydelse på alle planer i projektet,” forklarer Sofie Danneskiold-Samsøe.

Nye fokusområder – og redskaber

Arbejdet i ungeforskergruppen foregik på fire møder fordelt over et år, hvor data i projektet blev indsamlet og det meste af rapporten blev skrevet.

På det første møde, som foregik i juni 2014, blev projektet introduceret, og de unge spurgte kritisk til baggrunden for det: Hvorfor ville videnscentret inddrage dem? Hvem betalte for undersøgelsen? Og hvad var grundlaget for fokus på skolegang?

Projektlederne fra videnscentret havde interviewguides med, som de gerne ville have feedback på. Et andet punkt på dagsordenen var de unges egen opfattelse af, hvad der har betydning for deres skolegang. Der var lagt op til en brainstorm med fokus på, hvordan plejeforældre, kontaktpædagoger, skolelærere, socialrådgivere og familieplejekonsulenter bedst kan støtte dem. Men de unges fokus lå på venner og skolekammerater. Kommunens fagfolk blev stort set ikke nævnt.

”Ungeforskerne vurderede, at relationen til kammeraterne har stor betydning for deres læring og engagement i skolen. Det havde vi ikke haft fokus på før mødet, men på baggrund af deres input kom det til at fylde mere i vores interviews og dermed i projektet,” fortæller Line Klyvø.

En anden ting, som de unge har bragt med ind i projektet er brugen af Facebook som kommunikationsmiddel både mellem de unge indbyrdes – og mellem projektlederne og de unge. Det var ikke tænkt ind fra start, men blev nævnt som en praktisk foranstaltning på det første møde, og inden de gik hver til sit, havde en af de unge oprettet en lukket gruppe på sin iPhone. En gruppe, som nu bliver holdt åben frem til projektets afslutning, så projektlederne fortsat kan konsultere de unge, selv om de fire planlagte møder med ungeforskerne nu er afholdt.

En uvant oplevelse at blive taget alvorligt

Udover de i alt 8 ungeforskere har videnscentrets skoleprojekt inddraget 10 børn og unge i alderen fra 13 til 18 år som informanter. Og igen har ungeforskerne været inddraget og givet input til analyserne.

”Det vi har brugt dem til, er bl.a. at kommentere på de interviews, vi har udført med informanterne, både andre unge og kommunale fagfolk. De har budt ind på temaerne, som var velkendte, fx at anbringelsen i sig selv giver ro. De har valideret, ikke analyseret. Deres styrke er jo, at de er dem de er, og har de erfaringer, de har. De er ikke forskere,” forklarer Line Klyvø.

Og Sofie Danneskiold-Samsøe supplerer: ”I nogle tilfælde har det været svært for dem at forstå, hvad vi laver. På vores andet møde medbragte vi anonymiserede uddrag af interviews med nogle af de anbragte børn og unge, vi har brugt som informanter. Og til at begynde med forstod de ikke, at der var tale om citater fra unge som dem selv. De spurgte, om det var uddrag af noveller skrevet af voksne.”

”Det virkede som om, det var uvant for dem at blive taget alvorligt som nogen, der har vigtige erfaringer, som kan bruges til noget,” vurderer hun.

En mulighed for at leve op til sit ansvar

For flere af de unge har det været en stærk motivationsfaktor for deres medvirken, at det gav dem mulighed for at give deres viden og erfaringer videre til andre. Flere af ungeforskerne fortæller, at de har følt et ansvar for at gøre det. Og da Nicolas bliver spurgt, hvad han synes, han har fået ud af at deltage i skoleprojektet er det også en af de ting, han peger på:

”Jeg er glad for, jeg har fået givet mit videre til de næste i rækken, og så har jeg lært nogle fede mennesker at kende. Derudover føler jeg selv, at jeg har lært en del. Om hvordan andre, som har haft nogle af de samme udfordringer, har haft det,” fortæller Nicolas.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.