Nyt koncept skal sikre, at plejefamilier modtager intensiv støtte, når de får et nyt plejebarn

03.06.2019
  • Barn leger
    Foto: Colourbox.com
Fra 1. juli vil Center for Familiepleje tilbyde intensiv støtte til plejefamilier i forbindelse med nyanbringelser

Et nyt koncept, ’Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb’, er et intensivt støtteforløb til plejefamilier, der har fået et nyt barn i pleje. Formålet er at sikre, at anbringelsen kommer godt fra start, og at man undgår sammenbrud.

Det er Videnscenter for Anbragte Børn og Unge/Center for familiepleje og VIA University College, som sammen har udviklet det nye koncept på vegne af Socialstyrelsen. Konceptet kommer i brug i Center for Familiepleje fra 1. juli 2019 for alle nye anbringelser - uanset om det er første gang, familien har et barn i pleje, eller om familien tidligere har haft ét eller flere anbragte børn.

- Det er vigtigt at  komme godt fra start, når et nyt plejebarn flytter ind. Derfor ser vi frem til at begynde at bruge Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb her i Center for Familiepleje. Det skal være med til at give plejefamilien og plejebarnet en god begyndelse sammen, som kan danne grobund for en tryg, udviklende og bæredygtig anbringelse for barnet, siger Anne Melchior Hansen, faglig leder i Center for Familiepleje.

Planlægning skal ske sammen med jeres familieplejekonsulent

Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb indeholder disse aktiviteter:

  • Formøde mellem jer som plejefamilie og jeres familieplejekonsulent. Formødet bruges til, at I sammen planlægger jeres opstartsforløb ud fra jeres kendskab til plejebarnets behov og jeres forudsætninger som plejefamilie
  • Undervisning i de udvalgte generelle moduler og temamoduler
  • Temasupervision(er) som opfølgning på modulerne, hvor I kan arbejde videre med problemstillinger, der har relevans til modulets indhold og jeres nye plejebarn
  • E-læring tilknyttet modulerne som understøttende læringselementer
  • Logbogsøvelser tilknyttet undervisningen i de enkelte moduler samt øvelser, der kan anvendes forud for eller efter undervisningen

Intensiv støtte til plejefamilien bliver et krav i serviceloven

Det er den nye lovgivning – ”Mere kvalitet i plejefamilier” – der træder i kraft 1. juli 2019, som danner baggrunden for udviklingen af Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb. Ifølge de nye bestemmelser i serviceloven skal alle kommuner sørge for, at plejefamilier, når de får et nyt plejebarn anbragt hos sig, får en intensiv støtte (SEL § 66 c, stk.2).

Læs mere om Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb her

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.