Samarbejde mellem døgninstitutioner og plejefamilier skal hjælpe anbragte børn

02.12.2019
  • Plejefamilie
    Foto: Colourbox.com
To modeller for samarbejde skal danne grundlag for støtte til plejeforældre med behandlingskrævende plejebørn

VABU/Center for Familiepleje, Center for Socialpædagogik og psykiatri samt Center for Udsatte og Kriminalitetstruede børn og Unge er gået i gang med at afprøve to modeller for samarbejde mellem plejefamilier og døgninstitutioner.

Det sker som en del af projektet ’Særlig og specialiseret støtte til plejefamilier i Københavns Kommune’. Målgruppen for projektet er plejeforældre, der har et barn/ung anbragt, som har særlige sociale udfordringer eller behandlingsbehov – nogle vil fx være kriminalitetstruede eller psykisk sårbare. Formålet er, at plejeforældrene skal kunne få rådgivning om et plejebarns særlige behov og specifikke udfordringer fra de fagprofessionelle på døgninstitutionerne, som kender barnet og dagligdagens udfordringer.

Løbende konsultationer i plejeforældrenes hjem

- Den første model er udviklet til de situationer, hvor barnet allerede bor i en plejefamilie, men hvor barnet udviser tegn på at udvikle nogle udfordringer indenfor det psykiatriske område eller er kriminalitetstruet. Her viser modellen så, hvordan man kan sætte ind med en specialiseret indsats lige omkring den problemstilling, siger Signe Bressendorff, projektleder i VABU.

- Konkret sker der det, at personalet fra døgninstitutionen kommer på fire konsultationer i plejeforældrenes hjem henover 4-6 måneder. Her bruger de deres fagekspertise til at rådgive plejeforældrene om plejebarnets specifikke udfordringer, forklarer Signe Bressendorff.

Forløbet tager udgangspunkt i barnets handleplan og bliver nøje afstemt mellem døgninstitutionen og plejefamiliens familieplejekonsulent. Det kan være både forbyggende og som hjælp til at håndtere en opstået udfordring. Eksempler på problemstillinger er: rusmidler og afhængighed, kriminalitet, seksualiserende adfærd/ gråzoneprostitution, psykoedukation og håndtering af psykiatriske diagnoser som fx OCD, autisme, ADHD, angst, spiseforstyrrelse mv.

Støttet overgang fra institution til plejefamilie

Den anden samarbejdsmodel er lavet til at understøtte overgangen, når et barn flytter fra en døgninstitution til en plejefamilie. Målgruppen her er plejefamilier, der skal modtage et barn fra en døgninstitution, fordi det vurderes, at barnet vil kunne profitere af at bo i en plejefamilie.

- I den model bliver der også tale om et konsultationer i hjemmet samt adgang til en hotline. Og der bliver afholdt et opstartsmøde med deltagelse af både sagsbehandler, plejefamilie, biologisk familie, kontaktpædagogen fra døgninstitution og familieplejekonsulenten, siger Signe Bressendorff og uddyber:

- På det møde bliver der planlagt et udfasningsforløb, hvor barnet gradvist flytter ind hos plejefamilien. Der vil også være mulighed for, at barnet kan få en aflastningsplads på den afgivende institution.

Fire kommuner er med i projektet

På længere sigt er formålet med projektet, at flere børn og unge kan forblive hos deres eksisterende plejefamilie uanset deres behandlingsbehov, samt at flere børn kan flyttes fra døgninstitution i familiepleje/netværkspleje. Ud over de to samarbejdsmodeller skal projektet bl.a. inddrage de specialiserede institutioners kompetencer og viden og hermed muliggøre, at plejefamilier får øget støtte og ekspertise, samt at plejebørn kan komme i kortere aflastningsbesøg på døgninstitutioner. Projektet skal også etablere en aflastningsmulighed på de specialiserede døgninstitutioner for de mere behandlingskrævende børn og udvikle et setup for døgninstitutionsområdet der muliggør, at ekspertise herfra kan sættes i spil i den generelle understøttelse af plejefamilier.

Københavns kommune deltager sammen med fire andre kommuner; Vesthimmerland, Middelfart, Vejle og Roskilde kommune. Projektet løber fra 2019 - 2021 og er et af Socialstyrelsens satspuljeprojekter, som er udsprunget af initiativet Mere kvalitet i plejefamilier – en bedre opvækst for det anbragte barn.

 

Kontakt

Signe Bressendorff

Projektleder
+45 40 48 57 62