Workshop: Erfaringer med bedre børneinddragelse

04.12.2018
  • Bedre_børneinddragelse_workshop
    Mette Kaj Kragballe, Carsten Kirk Alstrup og Carina Mohr
På en konference om børnerettigheder afholdt VABU to workshops om projektet ’Bedre børneinddragelse i tilsyn med anbragte børn’.

- Der var god respons fra deltagerne. Baseret på teorier om mestring af eget liv fik vi formidlet, hvordan vi i Københavns Kommune har arbejdet med at udvikle og afprøve børnevenlige procedurer i forbindelse med tilsynet – dvs. både før, under og efter tilsynet, siger Carsten Kirk Alstrup, projektleder fra Videnscenter for Anbragte Børn og Unge (VABU), som gennemførte de to workshops.

Den nationale konference blev afholdt af Socialstyrelsen og havde fokus på om, hvordan man med afsæt i Børnekonventionen kan sikre udsatte børns ret til udvikling, beskyttelse og medbestemmelse.

Potentialer og udfordringer i at inddrage børn

De to workshops havde afsæt i det igangværende projekt, Bedre Børneinddragelse i tilsyn med anbragte børn. Formålet med projektet er, at det personrettede tilsyn med anbragte børn i højere grad tilrettelægges og udføres på en måde, så børnene opnår indsigt i og erfaringer med at forstå, komme til orde og få medindflydelse på vigtige beslutninger om deres anbringelse og øvrige tilværelse.

Carsten Kirk Alstrup afholdt de to workshops sammen med to myndighedssagsbehandlere, Mette Kaj Kragballe og Carina Mohr fra henholdsvis BBU Amager og BBU Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave, der deltager i projektet. Fokus var på de nye børnevenlige procedurer, der er udviklet og bliver afprøvet i forbindelse med det personrettede tilsyn med anbragte børn mellem 5-12 år.

- Vi talte bl.a. både om de potentialer og udfordringer, der kan være i at inddrage børn i socialt arbejde. Selvom det er et komplekst emne, så kan vi allerede med vores nuværende erfaringer komme med gode eksempler på, hvordan man i højere grad kan sikre, at børn kan mestre tilsynssamtaler. Fx kan nogle af vores nye børnevenlige procedurer være med til at forberede det enkelte barn på tilsynet, så det bliver mere forudsigeligt, lettere at håndtere og mere meningsfuldt for barnet at deltage, siger Carsten Kirk Alstrup.

Bred vifte af deltagere

Der var stor interesse for de to workshops, som havde deltagelse af repræsentanter fra en række kommuner, Folketingets Ombudsmand, Børne- og Socialministeriet, Plejefamiliernes Landsforening, socialtilsynet, Børnerådet, Børns Vilkår, Ankestyrelsen, professionshøjskoler m.fl.

Projekt Bedre Børneinddragelse i tilsyn med anbragte børn (der er støttet med midler fra Egmont Fonden) afsluttes først i april 2020, hvor bl.a. lanceringen af en digital digital værktøjskasse (til bl.a. sagsbehandlere og plejeforældre), skal give viden og inspiration til at fremme inddragelse af anbragte børn og unge.

Læs mere om projekt Bedre Børneinddragelse i tilsyn med anbragte børn